Barnet skal føle, at det er det bedste som er hændt far og mor.

Den første indlæring. Er denne første og elementære indlærding mangelfuld, kan det nemt gå skævt senere i livet.

Fysisk og mentalt nærværende. Moderen og/eller faren skal være fysisk som mentalt nærværende i hvert fald i de første 3 måneder. 

Fravær. Barnet stilles i en vanskelig situation ved især moderens fravær i f.eks. indlæggelse eller på ferie eller hvis moderen/faderen ikke har forstået hvad der skal til. 
 

Grænserne skal generelt være faste 

1) Opdragerne skal på forhold have stort set samme indstilling til opdragelsens større, dvs. hvad barnet absolut må og ikke må.
2) Forældrene bør ikke aftale strategier i påhør af sit barn. De skal billedlig talt stå "ryg mod ryg" og gennemføre deres fælles vilje, ellers tager barnet over, til skade for barnet selv.
3) Forældrene skal ikke argumentere med barnet, dog kan de give een grund. Flere grunde vil virke forvirrende og svække budskabet, da barnet tror, at sagen er til forhandling.

Hvorfor må grænserne være faste?

Fordi barnet har brug for faste grænser, så barnet føler at du holder af det. Grænser giver ligesom en lovgivning nogle trygge retningslinier, som generelt skal overholdes. Det giver ingen plads til "forhandling" eller følelse af, at alt kan lade sig gøre.

Kun få regler.
Er reglerne mangelfulde eller få, vil barnet føle, at der ingen grænser er, og at hele forløbet bærer præg af tilfældigheder. Barnet har brug for at vide, at det er respekteret, da barnet har brug for støtte i sin udvikling. Husk at det sjældent er synd for barnet.
 

Regler billedlig talt
Barnet vil være glad for at kunne støtte sig op ad væggen. Det giver tryghed og netop trygheden kan give barnet den nødvendige ro til at indlære nye erfaringer. Stabile "vægge" som ikke viger for argumenter eller barnets tvang, giver arbejdsro. Alders afpasset. Naturligvis må disse "vægge" være afpasset barnets alder og udvikling.
 

Skyld

Skyldfølelse. Et stramt arbejdsprogram eller andre gøremål som gør, at der er mindre tid til at tage sig af barnet. Mange opdragere søger at råde bod på denne skyldfølelse ved at betale sig fra det med materielle goder, ferieture og løfte om populære ting, som barnet vurderer højt.
 
Barnet bliver beregnende. Dette kan let medføre, at barnet bliver materielt forkælet. Barnet lærer hurtigt at regne ud, hvordan det kan presse forældrene til at give sig ting som det ønsker sig, eller det søger at styre hele hjemmet. Det vil i praksis gøre begge dele. 

En prøvelse. En sådan adfærd er til skade for barnets udvikling, da det ikke opdrages til virkelighedens verden, men bliver forkælet- og i øvrigt er en prøvelse at være i nærheden af.  

Udnyttelsens psykologi.
Barnet må ikke fejlagtigt vurderes som et lille naivt og hjælpeløst væsen. De lærer lynhurtigt denne udnyttelsens "psykologi" at kende. Barnet formår at presse forældre både psykisk som fysisk. Forældrene opgiver ofte, blot for at få fred. Omvendt kan barnet også føle sig meget tilsidesat, fordi de voksne desværre mange gange prioriterer deres arbejde og eget privatliv. Det handler om at finde den svære balance. 

Barnets selvværd

Forkælelse definerer jeg således, at  barnet får en urimelig omsorg og hensyn udfra barnets aldersbestemte ressourcer.  "skånes barnet for meget" undgår barnet en række udviklingserfaringer. Gentages denne "forkælelsehandling" som udelukker udvikling, kan det skade og hæmmende for barnets udvikling.
 
Føler sig udenfor.
Denne hjælpeløshed medfører at barnet ikke føler sig på niveau med kammerater hvilket vil påvirke barnet negativt. Hvem kammeraterne så er, er en anden sag. 

Børn som er udenfor.
udvikler sig  sig  til et indelukket og sky barn, eller aggressivt. Barnet begynder at danne sig et negativt billede af egen selvopfattelse. De føler sig klart generelt mindre værd, og der skal ikke mange ord og handlinger til fra personer, som barnet sætter højt, før barnet har denne fornemmelse.

Tør ikke tage ansvar.
Det fører til, at barnet har vanskeligt ved at tage ansvar, af angst for at få en fiasko. Barnet har også vanskeligt at vælge fra og til af angst for at eksponere usikkerhed og uduelighed. Alt i alt er barnet på mange måder handlingslammet hvis de bliver hæmmet og indesluttet. De har det derfor svært ved at tage et selvstændigt initiativ.

Mange anerkender fuldt ud at det lyder sandsynligt, men at du selv er indesluttet og har de beskrevne vanskeligheder - det er en svær erkendelsessag. En psykolog skal turde spørge ind til dig - på en pæn måde, således at du kan få en ærlig erkendelse omkring dig selv og dine omgivelser.

"Hvis jeg intet gør, kan der vel intet ske"
Den indadvendte tankegang udvikles. "Hvis jeg intet gør, kan der vel ikke ske noget", kan barnets tanker være. Barnet ved ganske godt, hvornår det skal handle eller ikke. Det ville hjælpe, hvis det får lov til at deltage i husførelsen og få ansvaret for noget af det.

Barnet ansvar.
Det er særligt positivt, hvis ansvaret over helt små ting gives til barnet, som da vil vokse med ansvaret og være stolt over den anerkendelse barnet får for arbejdet. Rimelig ros og anderkendelse er vigtig for barnets selvopfattelse, selvværdet og selvtilliden styrkes, når barnet har en grundlæggende tro på, at det er værd noget værd.

Respekt, hvad skal jeg gøre

De voksne skal vise børnene respekt, tale pænt til dem. Men hvordan gøres det. Vi viser barnet respekt ved at være sammen med det, lege med det og arbejde sammen med det. Barnet og den unge kan i vores nuværende verden let få det indtryk, at barnet nok er elsket, men for det meste blot bliver opbevaret i hjemmet.
 
Nødvendige gøremål.
Det er positivt hvis de  aktivt deltager i næsten alle de nødvendige ofte sure gøremål i hjemmet. Det er mindre godt hvis barnet tager det som en forkælet selvfølge at blive hentet og bragt og får mad, vasket om sig etc.

Stakkels unge voksne
som ikke har nogle rutiner og erkendelse af at det hører med til livet.
 
Den svære Ballance.
Får barnet ikke den anerkendelse (for arbejdet, og for at være til) som netop opbygger barnets selvfølelse og selvtillid, vil disse skader vise sig i voksenalderen. At rose er godt, men skamros gennemskues hurtigt. Det handler om at finde den helt fine balance mellem "selvfølgelig pligt og ros". 
Den ballance ændrere sig med udviklingens forskelligartede hastighed og med alderen. Teenager alderen fer en alder med store turbulenser, da den unge skal forholde sig til forholdet til det modsatte køn, økonomi, nyt forhold til voksne, især for pigers vedkommende et ændret forhold til moderen. Det kan på den baggrund være svært at finde en balance, da det kræver overblik, stor opmærksomhed og mod til at sige fra og til. Der skal hele tiden ske en minijustering af de forhold, som betyder meget for den unge.

Abstraktion.
Det at respektere en person indbefatter, at der er noget som kan respekteres, og det kan knibe for den unge at se, hvad den voksne skulle respektere hos den unge selv. Barnet sammenligner sig på næsten alle punkter med den voksne. De voksne har langt mere check på økonomi, erfaring, kærlighed, praktiske ting og ikke mindst overblik. Den unge er stort set i lære.  
De voksne kan i langt højere grad tænke abstrakt, modsat barnets meget konkrete tankegang. De voksne er i stand til at forestille sig ikke konkrete ting og forhold og handle derefter. Denne udvikling starter barnet på fra ca 11. .års alderen. Der er her forskel på piger og drenges udvikling. 
 
Konkret tænkning
Man må her huske på, at børn tænker konkret på de fleste områder indtil de er ca. 12 - 14 år og at den konkretisme er yderst materielt betonet. Hvis barnet tænker konkret, har de ingen forståelse for, hvordan handlinger virker på sigt. De ønsker derfor at se konkrete resulteter med det samme. Deres utålmodighed er derfor forståelig, da de ikke kan udsætte deres behov for resultater. 

Nytten skal ses direkte.
Hvis de ikke har forståelse for det abstrakte, har de naturligvis ingen motivation til at udføre ting, som det ikke kan se eller forstå nytten af, da abstrakte resultater sjældent kommer i løbet af kort tid. 

Hjemlige pligter? Løn? Respekt? Personlig myndig?
Hvis et barn bliver respekteret af forældrene for et arbejde, som barnet ikke selv har respekt for, vil ros til barnet blive betragtet som skamros. Problemet er ofte, at mange voksne ikke tænker over eller ikke kan overskue, hvordan de skal stille præcise krav til sine børn omkring arbejde og pligter i hjemmet.
 
Husets regler gælder. Uskrevne som skrevne regler.
Barnet skal udføre pligter, da det ganske enkelt bor hjemme, og er en del af det fællesskab en familie udgør. Hvis den unge er over 16 år er der nogle personlige rettigheder, men det er ikke ensbetydende med at den unge kan undsige sig job i hjemmet, med den begrundelse at de er personligt myndige. De bor hjemme og skal deltage i hjemmets regler, skrevne som uskrevne 

Anerkenddelse.
Da barnet er medlem af familien skal de hjælpe efter evne. Herved får de en følelsen af, at de har en betydning, selvom de kan synes at det er urimeligt. Løn skal de ikke have for husligt arbejde, da de har fordele af at bo hjemme. Lommepenge bør de få, hvis de ikke tjener nogle penge ved siden af, men det vedkommer ikke pligter.

Arbejdsbyrden.
Arbejdetniveauet må naturligvis justeres efter aldersniveau og evne. Man skal derfor søge at beskæftige barnet efter dets evner, men arbejdsområdet skal ofte have en konkret karakter, så barnet alt efter alder kan se meningen i arbejdsindsatsen.

Ros
Barnet sætter normalt pris på at være en betydningsfuld arbejdskraft i hjemmet og her betyder ros meget for barnet, fordi ros virker som en bekræftelse på barnets værdi. For meget ros virker lige modsat.

Tryk for at forsætte med Basal tryghed 2. del.

OPAD  HOME   SPØRGSMÅL