Faktabox
Hvad god opdragelse er er relativt,
Opdragelserne er forskellig udfra barnet psyke og baggrund
Det at barnet har en sikker opfattelse af at være elsket er helt afgørende
Der skal være respekt for barnet, der er der også hvis du elsker det
Du skal give meget nærvær til barnet også når det bliver ældre
Du skal give barnet/den unge grænser, som skal overholdes 

Af Henrik Krarup, cand. pæd. psych., 2006 redigeret udgave d.22.09.2008.

Det med småt.
Indholdet af denne række af artikler omkring opdragelse kan for nogle opdragere føles som en selvfølgelighed. Men der er relationer, som kun få tænker over, men som kan få stor betydning.

Spejling af opdrageren
De ganske unge forældre og andre som har ansvaret for børn kan her, i hvert fald i teorien få nogle retningslinier omkring tvang og tryghed. Et er at have en teori, langt sværere er det at få dem udført i virkeligheden. Men du kan komme langt, er der tale om et langt træk. Om opdragelsen lykkes kan ses over en lang tid.

Hvad er rigtig opdragelse? svar: der er ingen rigtige opdragelser.
Så er der spørgsmålet om, hvad en "rigtig opdragelse" er. Det er der mange meninger om, og ingen sandheder. Selve opdragelsesforløbet kan nemt foregå to skridt frem og et tilbage, dvs. opdragelsen som helhed kan udvise et meget turbulent forløb. 

Det er resultatet som tæller. f.eks. at den unge voksne føler, at de har et rimeligt styr på deres liv, deres partne og eventuelle børn. Med i billedet er der er livsgælde. 

Opdragelse
af børn er altid en vanskelig sag, især at rådgive om. Men med tiden har der dannet sig nogle grove retningslinier om opdragelse, og det er dem jeg vil komme ind på.
Retningslinier er gode til vejledning, men i de aktuelle forhold  kommer arv og miljø, social opvækst, forældre og søskendeforhold mm. ind i billedet, hvilket kan ændre retningslinierne.

Opdragelsesbilledet 
over sigt bliver let grumset. For at undgå grumset, må der tages stilling til hver enkelt
hovedområde, som må behandles hver for sig. Det vil der også være problemer ved,
men det er bedre end kaos.

Opdragelse diskuteres sjældent
Kun få mennesker diskuterer opdragelse. Det er en vanskelig og ofte personlig sag. Man har sjældent lyst til at skulle forklare, hvordan man har opdraget sine børn. Det gælder især hvis den, man forklarer det til, antages at have andre holdninger end én selv.
Mange er usikre på, om de har handlet rigtigt. Skulle man være nervøs for at fortælle noget om opdragelsen, er den nervøsitet omsonst, da selve opdragelsen er et spejl af opdrageren selv, og således stort set gengiver opdragerens personlighed.

Som udgangspunkt har holdningen til børneopdragelse ændret karakter i de seneste 20 år. Fysisk afstraffelse er yt. Den mest markante ændring i holdningen er, at den fysiske afstraffelse ikke længere anses for gavnlig for opdragelsen. Det positive er naturligvis, at børnene i mindre grad end før frygter for fysisk afstraffelse. Det betyder, at de i princippet kan udskyde gøremål mm. som forældrene pålægger børnene at udføre.

Af negative forhold tæller, at de bliver forkælede, med den medfølgende manglende erfaring og udvikling.

Basic Trust
Ønsker man at opdrage sine børn på den bedst mulige måde, er der nogle enkle grundlæggende regler. Overholdes de nogenlunde konsekvent, kan du i de fleste tilfælde forhindre større opdragelsesmæssige katastrofer. Det er en vanskelig og langvarig proces at ændre "større "fejltagelser" hos forældrene. Hvad gør du så? Du må se direkte på barnets elementære behov. 
 
Basale behov
Det er barnets basale behov, at du helt fra begyndelsen viser kærlighed og omsorg i ca . 3 måneder. Indenfor dette tidsrum må du gerne forkæle barnet hæmningsløst. Det du grundlægger her er den basale (basic trust) tro på at barnet føler sig velkommen. Uden denne omsorg og kærlighed vil barnet hele livet igennem søge en stadig stærkere bekræftelse på at det bliver holdt af og at man elsker det, denne mistillid til at man ikke holder af det er næsten umulig at fjerne.

Det man har med at gøre er at forkæle barnet meget i de første ca. 3 måneder, og her kan man ikke overdrive. Det vil sige, at man må vise barnet sin fulde kærlighed og omsorg. Det er nemt for de fleste forældre. Men der findes nogle forældrene, som ikke klar over hvor vigtigt de første måneder er for barnets dannelse af identitetsfølelsen.

Hårfin balance

Der er en hårfin balance mellem kærlighed og det at lade barnet udvikle sig på sine egne præmisser. Forhold som arbejdstid, materielle anskaffelser, hospitalsophold mm. er forhold som kan minimere den nødvendige tætte kontakt med moderen og faderen. Der kan oven i de nævnte uheldige forhold komme andre ind, som kan ødelægge den nødvendige balance.

At have styr på egen tilværelse
Opdragerne skal have en egen evne til selv at styre sin tilværelse, hvilket er en naturlig forudsætning for at kunne opdrage. Hermed er ikke sagt, at du skal være supermoder eller på anden måde perfekt. Det vigtigste er, at du holder de aftaler med dig selv, dvs. fastholde dig selv på det som du en gang har besluttet. Aftaler med barnet skal selvfølgelig holdes. De udgør et vigtigt stabiliserende element i det at have et barn. Barnet bliver netop tryg ved at barnet kan stole på dig.

Man lytter til barnet

I dag er man gået over til at lytte til hvad barnet siger eller hvad det med sit kropssprog udtrykker. Det er nyttigt at kende barnets almindelige behov, men det er de basale behov som sammen med de sociale behov giver barnet en social anerkendelse i hjemmet og evt. i institutionen.
 
Basale behov og ...
Ved vurderingen af disse behov kan det være vanskeligt at skelne mellem de basale behov og luksusbehov. Det kan være ødelæggende og misforstået forkælelse at "blankpolere banen" for barnet.

Det kan medføre at de ikke får udviklet evnen til at løse problemer, som i begyndelsen er små men hurtigt kan blive til større problemer som barnet oplever senere i livet. I vores iver for at være kærlige og hensynsfulde kan det derfor ofte udvikle sig til at man gør børnene helt afhængige af opdrageren.

Velargumenterende små voksne

Mange børn er i dag så bevidste om sin egen situation, at de kan virke meget voksne og selvstændige. I sammenligning med tidligere årgange kan man kan fristes til at sige at de er hurtigere udviklet end tidligere generationers unge.

Sandheden er nok den, at de er veludviklede og har fået langt flere valgmuligheder.
 
Manglende abstraktionsevne.
Mange børn i dag er opdraget til at sige sin mening, næsten om alting. De er blevet opdraget til at argumentere på en voksen måde - og delvis også med de voksnes forståelsesramme. Men de har stadigvæk problemer med at abstrahere, dvs. de kan ikke, alt efter udvikling, kun kan forholde sig til noget nærværende konkrete forhold.

Den form for velformulerede argumenter kan påvirke voksne til at tro, at de er "voksne", men i mange tilfælde har børnene ikke haft en tilstrækkelig eksperimenterende legeperiode, som netop giver barnet mulighed for at prøve forhold uden det store ansvar. Det kan medføre, at de ikke nedenunder sin velformulerede voksenoptræden har nok ballast.

For kort legeperiode

Det er ikke uden grund at man fra alle sider anbefaler at barnet har en lang legeperiode, hvor det kan eksperimentere og assimilere alle voksenverdens facetter uden straks at blive draget til ansvar for de tiltag som de af det sociale miljøs gruppepres bliver tvunget til at tage. Vores konklusion er, at det går for hurtigt med at få ansvar og skulle kunne udtale sig om ting og menneskelige forhold, som de kun kan have meget lidt erfaring med.

Grænserne

Man taler hele tiden indenfor pædagogikken om at børnene skal have grænser. Men man er langt fra enige om hvor disse grænser skal ligge. Hvilke grænser der er de rigtige kommer helt an på de individuelle forhold som hersker i hjemmet samt barnets personlighed. Hvis man giver barnet tætte grænser, vil barnet så fejludvikles? Naturligvis, men børn er ofte robuste og kan hurtigt rette sig op igen.

I langt de fleste tilfælde vil barnet ikke tage skade. Langt større skader modtager barnet, hvis det selv skal "tage ansvaret" ved at de ikke har veldefinerede grænser. Ved ikke at give barnet faste grænser, fratager man barnet en mulighed for at være tryg, da barnet ikke kan vide, hvad der er sikkert, og ikke er sikkert det flyder ud, og man giver ikke barnet mulighed for at udvikle sig i tryghed.
 
Eksperimenter giver erfaring og er derfor en stor nødvendig del af barnets udvikling. Denne udvikling skal barnet have lov til igennem legen, som er en afprøvning uden ansvar. Man må ikke gøre en lille voksen af barnet, da barnet da vil blive tvunget til at undgå legen som udviklende faktor.

Barnet kan ikke lege på den samme frie og udforskende måde, hvis det ved, at det kan drages til ansvar for, hvad det laver.

 

   HOME   SPØRGSMÅL