Passionen der forsvandt . 1.del

Af psykolog Henrik .c. p. Krarup

Redigeret den 1.april. 2011

Det betragtes som en stor kunst og balanceakt at være tæt på, men ikke for tæt på sin elskede. Denne balance kommer desværre ikke af sig selv. Der skal arbejdes for det, ligesom du skal arbejde for alle andre værdier. Hvis du ikke arbejder, kommer du heller ikke til at elske det.

Hvad skal jeg gøre, hvis passionen i mit parforhold forsvinder? 
læs Annas egne kommentarer i bunden af artiklen.
læs forfatterens kommentarer på 2. del klik her.

Først en Case.

En case, hvor enkelte træk af passion og andre forhold er beskrevet.

Jeg Anna forelskede mig i George, en dejlig mand, ja nærmest den eneste ene, følte jeg. Jeg havde drømt romantisk om en stille og stærk mand, som jeg kunne knytte mig til og elske. Han skulle være far til mine børn. Mine forældre blev glade, da de hørte om min kæreste, de mente, at han nok ville være den rette for mig.

Min barndom havde, må jeg indrømme, været fattig på kærlighed og omsorg. Jeg havde været solidarisk overfor både min mor og far, da de skulle skilles og også efter. Jeg kan huske, at jeg havde det svært ved at beslutte mig til, hvor jeg ville bo. Jeg har en helt klar fornemmelse for, at jeg har pleaset mine forældre for at de skulle kunne elske mig. Jeg pleasede også for at dæmme op for min dårlige samvittighed, som jeg i dag ikke kunne forstå at jeg havde. Den måtte være kommet af, at jeg følte at jeg ikke slog til som datter og at jeg havde noget af skylden for at de forlod hinanden.  

Jeg følte, at jeg var meget usikker på mig selv. Mit selvværd må have været meget lavt. For at undgå disse situationer med lavt selvværd og for at få dårlig samvittighed,begyndte jeg langsomt at trække mig tilbage fra mange sociale situationer og dagdrømme, ja der var mange drømme, bla. a  om en mand som kunne elske mig og som jeg kunne stole på.

George og jeg blev traf hinanden igennem nogle venner og blev inden længe dybt forelskede i hinanden. Vi var kun kærester en kort tid, og blev gift kort efter, da vi begge følte, at vi passede perfekt sammen.  Bryllupet blev holdt efter min 23 års fødselsdag. Jeg havde lige færdiguddannet mig som laborant, så det så ret fornuftigt ud.

Vi var begge opsat på et flot bryllup og sparede sammen til det og til et hus i nærheden af en større provinsby, hvor vi boede. Jeg knyttede mig meget, måske for tæt og for hurtigt til George. Jeg husker, at jeg næsten hele tiden fortalte ham, hvor meget jeg holdt af ham og at jeg ikke kunne undvære ham. Jeg kunne ikke klare, når han skulle på forretningsrejse, eller blot væk hjemmefra for at besøge nogle venner mm. Nu i bakspejlet kan jeg se, at det har gået ham på. Han har senere beskrevet det som om jeg til tider var sygelig jaloux.

Han var den tavse og observerende type, og derfor meget lidt talende. Når han havde noget på hjertet, føltes det, som om han havde planlagt hver ord han fremsagde. Han sluttede ”talen” med en konklusion, hans konklusion selvfølgelig. Jeg følte sjældent, jeg var inviteret til at deltage i hans enesamtale. Han lagde ikke op til nogen diskussion, men regnede som en selvfølge med, at jeg synes at hans synspunkt var genial.

Det føltes som om hans intuition var en by i Moldova, han spurgte mig sjælent om hvordan jeg havde det, om hvordan det var gået på mit arbejde etc. Næsten alt var nøje planlagt men det hændte, at han handelde impulsivt. Jeg elskede når han var spontan, da det også gav mig et håb om at han måske en dag ville ændre sig til at være mere spontan og livsglad mand.

Vi gled langsomt væk fra hinanden. De fælles pligter omkring huset var der styr på. Han udviklede efterhånden en vane med at komme lidt senere hjem fra arbejdet, han undskyldte det med, at der var et højt arbejdspres og at han ikke ville tage arbejdet med hjem.

Han havde altid en forretningsmæssig forklaring på forsinkelserne. Han trak sig stadig mere ind i sig selv og kunne være meget tavs i dagevis. Jeg var frustreret og ked af dette ensomme liv. Det virkede meget opslidende. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham, og var ikke sikker på ham. Dette medførte at jeg søgte at kontrollere ham på alle mulige måder.

Forholdet gik derfor ikke for godt, og det blev ikke spor bedre, da Peter og Louise kom til. Børnene optog naturligvis min tid, så min mand fik nok ikke tilstrækkelig opmærksomhed. Jeg havde efterhånden følelsen af, at det at give ham kærlighed og nærhed, ville være spildt. Jeg tror, at jeg tog mig lidt mere af børnene end godt var. Jeg kan nu se, at jeg begyndte at kræve mere af ham og hans deltagelse i pasning  af  børn og husførelse, men altsammen på det praktiske plan.

Jeg var særlig krævende når ulve kom kl. 17. Timen var streng at komme igennem, fordi alle var trætte. Der skulle handles ind efter afhentningen af børnene og laves mad, og børnene også var trætte og sultne. Der var således mange praktiske gøremål, som skulle gøres i fællesskab. Jeg havde den indstilling, at manden i huset ikke blot skulle være flink til at ”hjælpe til”, han skulle mere end det, han skulle gøre sin del af det fælles arbejde. Jeg begrundede det med, at jeg kom sent hjem fra labororatoriet, og også var træt. Det skulle næppe være nødvendigt at sige, men det gjorde jeg altså meget ofte.

Vi skændes stadig mere, særligt efter at ungerne var lagt i seng. Det gik langsom op for mig, at den solide og stille mand, som jeg i begyndelsen havde beundret, langsomt med min hjælp (min dumhed) havde ændret sig til en, som jeg kunne styre, og styrede med fast hånd. Vi havde sjældent øjenkontakt og vores privatliv ligesom smuldrede efterhånden som vores passion for hinanden forsvandt. 

Når vi nærmede os et nulpunktet, fandt vi på projekter. Det kunne være en rejse, eller en ny terrasse mv. Det gav en dejlig afveksling at have et fællesskab igen- selvom det ikke kunne kompensere for den manglende tæthed  og ømhed som jeg i mit romantiske sind tragtede efter, og ikke fik.

Jeg blev mere krævende og kontrollerende. Jeg kan nok genkende mig som en heks, som kun tænkte på at få stillet mine materielle behov, og troede at jeg på den måde kunne kompensere for mine følelelsesmæssige behov. Da følte, at jeg jeg stadigvæk havde dybe følelser for ham, måtte jeg handle, men hvordan? Jeg følte at jeg manglede overblik, hvilket medførte, at jeg i stedet for brokkede mig over småting som jeg ville have eller have ham til at udføre. Hvor skulle jeg starte.

Annas egne kommentarer.

(Anne) Et valg.

Langsomt indså jeg, at jeg måtte tage et valg. Min mand og jeg var kommet ind i et kredsløb med pasning af børn, indkøb mm. Det udfyldte hele vores tilværelse. Jeg handlede ind, gjorde rent, vaskede etc. Der var ligesom gået ble i det hele.  jeg ønskede den oprindelige længsel efter kærligheden, ømheden tilbage. Passionen var nærmest forsvundet.

Tæthed ønskes.

Jeg savnede følelserne og tætheden til min mand og bevæge sig i passionens dybde og åndeløshed. Jeg ved inderlig godt, at passion ikke altid kan komme frem i en fortravlet hverdag med de mange gøremål som særligt børnefamilier har. Der skal en højere grad af prioritering til for at få det hele til at gå op. Børnene blev prioritet højt, højere end nærheden til ham. Børnene kræver sit.

Følelser og fornuft.

Jeg ved godt, hvad der er det rigtige at gøre, nen ønskede at følge mit hjerte. Men mine handlinger bærer lidt præg af, at jeg synes at det var synd for mig, at jeg ikke fik den omsorg, som jeg havde brug for. Men jeg handlede stik modsat. Jeg kompenserede på en negativ måde for at få den manglende pleje og tæthed. Jeg gjorde det ved at være kontrollerende og perfektionistisk.

Reaktionen var lige modsat,

hvilket jeg nu kan se fík jeg lige det, som jeg ikke ønskede. Jeg bandt ham til mig igennem min kontrol handlinger, og fik sat det hele på skinner, så alt kørte som et urværk. Han følte, som alle andre at han var bundet til mig og mine krav. Da man ikke kan elske i fangenskab, men snarere vil slå sig løs og forsvinde, blev resultatet, at min mand trak sig væk fra mig.

Læs om forfatterens kommentarer på link til Her. 2. del af passionen

Link til hovedsiden.