Passionen der forsvandt 1. del !

Af psykolog Henrik .c. p. Krarup

Redigeret den 1.april. 2010

Det betragtes som en stor kunst og balanceakt at være tæt på, og ikke for tæt på sin elskede. Det kommer desværre ikke af sig selv. Der skal arbejdes for det, ligesom du skal arbejde for alt andet af værdi for dig. Hvis du ikke arbejder, kommer du heller ikke til at elske det.

Hvad skal jeg gøre, hvis passionen i mit parforhold forsvinder? 
Længere nede har vi  Annas egne kommentarer.
på 2. del er forfatterens kommentarer klik her.

Først en Case.

En case, hvor enkelte træk af passion og andre forhold er beskrevet.

Jeg Anna forelskede mig i George, en dejlig mand, ja nærmest den eneste ene, følte jeg. Jeg havde drømt romantisk om en stille og stærk mand, som jeg kunne knytte mig til. Mine forældre blev glade, da de hørte om min kæreste, de mente, at han ville være den rette for mig.

Min barndom havde, når jeg ser tilbage, været fattig på kærlighed og omsorg. Jeg havde været solidariskdelt mellem min mor og far efter at de var blevet skilt. Jeg kan huske, at jeg havde det svært ved at beslutte mig, Jeg fornemmede, at jeg har pleaset mine forældre, for at dæmme op for min dårlige samvittighed. Den måtte være kommet af, at jeg følte at jeg ikke slog til som datter og at jeg havde noget af skylden for at de forlod hinanden.  

Jeg følte at mit selvværd var lavt og jeg var meget usikker. For at undgå fiasko på dette område, begyndte jeg  langsomt at trække mig tilbage og dagdrømme, ja drømme om en kunne elske mig og som jeg kunne stole på.

George og jeg blev traf hinanden igennem nogle venner og blev dybt forelskede i hinanden. Vi var kærester en kort tid, men blev gift kort efter , da vi følte, at vi passede perfekt sammen.  Det var efter min 23 års fødselsdag. Jeg havde lige færdiguddannet mig som laborant.

Vi var begge opsat på et flot bryllup og sparede sammen til det og til et hus i nærheden af en større provinsby, hvor vi boede. Jeg knyttede mig meget, måske for tæt og for hurtigt til George, og fortalte ham næsten hele tiden, forelsket som jeg var, at jeg næsten ikke kunne undvære ham. Jeg kunne ikke klare, når han skulle på forretningsrejse, eller blot væk hjemmefra hos kammerater mm. Det har gået ham på og han har beskrevet det som om jeg til tider var sygelig jaloux.

Han var den tavse og observerende type, og derfor meget lidt talende. Når han havde noget på hjertet, føltes det som om han havde planlagt hver ord, han sluttede ”talen” med en konklusion, hans konklusion. Jeg følte sjældent , at jeg var inviteret til at deltage i hans envejs kommunikation. Han lagde ikke op til nogen diskussion.

Det føltes som om hans intuition var en by i Moldova. Det skete, at han kunne handle impulsivt. Det elskede jeg, da jeg fik håb om, at han måske udviklede sig til en mere livsglad og spændende mand. Vi gled langsomt væk fra hinanden. De fælles pligter omkring huset var der styr på. Han udviklede efterhånden en vane med at komme lidt senere hjem fra arbejdet, han undskyldte det med at der var et højt arbejdspres og at han ikke ville tage det med hjem.

Han havde altid en forretningsmæssig forklaring på forsinkelserne. Han trak sig stadig mere ind i sig selv og kunne være meget tavs i dagevis. Dette følte jeg som meget opslidende og ensomt. Jeg vidste ikke hvor jeg havde ham, hvilket medførte at jeg søgte at kontrollere ham på alle mulige måder.

Forholdet gik derfor ikke for godt, og det blev værre, da Peter og Louise kom til. Børnene optog naturligvis min tid, så George fik nok ikke tilstrækkelig opmærksomhed. Jeg tror, at jeg tog mig lidt mere af børnene end godt var.  Jeg kan se, at jeg begyndte at kræve mere af ham og hans deltagelse i pasning  af  børn og husførelse.

Jeg gjorde særligt opmærksom på forholdet, da ulvetimen var streng at komme igennem. Der skulle handles ind efter afhentningen af børnene og laves mad,  og børnene var trætte og sultne. Der var således mange praktiske gøremål som det var bedst at være to om. Jeg havde den indstilling at manden i huset ikke blot skulle være flink til at ”hjælpe til”, han skulle mere end det, han skulle gøre sin del af det fælles arbejde. Jeg begrundede det med, at jeg kom sent hjem fra labororatoriet, og var træt. Det skulle næppe være nødvendigt at sige, men det gjorde jeg altså.

Vi skændes stadig mere, efter at ungerne var lagt i seng. Det gik langsom op for mig, at den solide og stille mand, som jeg i begyndelsen havde beundret, langsomt med min hjælp (min dumhed) havde ændret sig til en som jeg kunne styre, og styrede. Vi havde sjældent øjenkontakt og vores privatliv ligesom smuldrede efterhånden som vores passion for hinanden forsvandt. 

Når vi nærmede os et nulpunktet, fandt vi på projekter. Det kunne være en rejse, eller en ny terrasse mv. Det gav en dejlig afveksling at have et fællesskab igen- selvom det ikke kunne kompensere for den manglende tæthed  og ømhed som jeg i mit romantiske sind tragtede efter, og ikke fik.

Jeg blev mere krævende og kontrollerende. Jeg kan nok genkende mig som en heks, som kun tænkte på at få stillet mine materielle behov, og troede at jeg på den måde kunne kompensere for mine følelelsesmæssige behov. Da følte, at jeg jeg stadigvæk havde dybe følelser for ham, måtte jeg handle, men hvordan? Jeg følte at jeg manglede overblik, hvilket medførte, at jeg i stedet for brokkede mig over småting som jeg ville have eller have ham til at udføre. Hvor skulle jeg starte.

Annas egne kommentarer.

(Anne) Et valg.

Langsomt indså jeg, at jeg måtte tage et valg. Min mand og jeg var kommet ind i et kredsløb med pasning af børn, indkøb mm. Det udfyldte hele vores tilværelse. Jeg handlede ind, gjorde rent, vaskede etc. Der var ligesom gået ble i det hele.  jeg ønskede den oprindelige længsel efter kærligheden, ømheden tilbage. Passionen var nærmest forsvundet.

Tæthed ønskes.

Jeg savnede følelserne og tætheden til min mand og bevæge sig i passionens dybde og åndeløshed. Jeg ved inderlig godt, at passion ikke altid kan komme frem i en fortravlet hverdag med de mange gøremål som særligt børnefamilier har. Der skal en højere grad af prioritering til for at få det hele til at gå op. Børnene blev prioritet højt, højere end nærheden til ham. Børnene kræver sit.

Følelser og fornuft.

Jeg ved godt, hvad der er det rigtige at gøre, nen ønskede at følge mit hjerte. Men mine handlinger bærer lidt præg af, at jeg synes at det var synd for mig, at jeg ikke fik den omsorg, som jeg havde brug for. Men jeg handlede stik modsat. Jeg kompenserede på en negativ måde for at få den manglende pleje og tæthed. Jeg gjorde det ved at være kontrollerende og perfektionistisk.

Reaktionen var lige modsat,

hvilket jeg nu kan se fík jeg lige det, som jeg ikke ønskede. Jeg bandt ham til mig igennem min kontrol handlinger, og fik sat det hele på skinner, så alt kørte som et urværk. Han følte, som alle andre at han var bundet til mig og mine krav. Da man ikke kan elske i fangenskab, men snarere vil slå sig løs og forsvinde, blev resultatet, at min mand trak sig væk fra mig.

Læs om forfatterens kommentarer på link til Her. 2. del af passionen

Link til hovedsiden.